Jeg tilbyder og har erfaring med

  • Undervisning i KRAP – og andre psykologiske og pædagogiske emner
  • Supervision – både individuelt og i grupper
  • Terapi – med unge og voksne

Jeg er født i 1979, uddannet psykolog (cand.psych.) i 2006, autoriseret af Psykolognævnet i 2008 og har siden 2017 været specialist i klinisk psykologi med fokus på voksenområdet.
Min tilgang er kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende. Jeg er optaget af, hvordan vi hver især oplever virkeligheden. I samarbejdet fokuserer jeg derfor på: Hvor skal vi nå hen? Hvordan ved vi, at målet er nået? Hvilke ressourcer og udfordringer skal der tages højde for? Hvad er vigtigt for dig/jer? Udgangspunktet i KRAP er, at alle mennesker har ressourcer. Ofte skal mennesker dog have støtte til at få øje på egne styrker og potentialer. Eller måske hjælp til at få ressourcerne i spil på en mere hensigtsmæssig måde. Jeg arbejder altid ud fra et: ”Hvad skal der til for at…?” – og så finder vi vejen sammen. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det kan lade sig gøre – men et spørgsmål om, hvordan det kan lade sig gøre.

Som fagperson er jeg engageret og grundig. Jeg er god til overblik og kan have mange bolde i spil på én gang. Vigtigst for mig er det dog altid, at de mennesker jeg samarbejder med, oplever sig respekteret og medinddraget, og at vi sammen når i mål – uanset om man møder mig som terapeut, supervisor eller underviser.

Undervisning og afholdelse af KRAP-kurser har fyldt meget i mit arbejdsliv siden 2008. Jeg har afholdt mere end 800 kursus- og temadage i KRAP og emner som fx anerkendelse i praksis, supervision, dokumentation, motivation og implementering af metoder i det pædagogiske arbejde Min erfaring er derfor stor i at undervise bl.a. pædagoger, lærere, sygeplejersker, ergoterapeuter, socialrådgivere og ufaglærte. Én af mine faglige spidskompetencer er at kunne tilpasse min undervisning, så den rammer plet, uanset hvilken faglig målgruppe, jeg har fornøjelsen af at samarbejde med. Jeg er meget optaget af praksis på et generelt plan – men i særlig grad er mit fokus på praksis hos den enkelte (person, gruppe eller arbejdsplads): Hvad er vigtigt? Hvad virker? Hvad er målet? Det er udgangspunktet for min undervisning.

Som supervisor og rådgiver (i grupper eller med enkeltpersoner) arbejder jeg også meget målrettet med de udfordringer, jeg bliver stillet over for. Processtyringen, som her er min primære kompetence, baserer jeg på grundig afdækning og analyse i samarbejde med de involverede fagpersoner. Målet er at få viden og forståelse som afsæt for nye udviklingsmuligheder. Jeg har bl.a. superviseret fagfolk indenfor: Voksenhandikap, specialskole, rusmiddel, socialpsykiatrisk bosted, bostøtte, myndighed, autismeområdet, unge anbragte/omsorgssvigtede, ressourcepædagoger, børnehave og skole.

På det terapeutiske område har jeg en efteruddannelse i kognitiv adfærdsterapi, og siden 2017 har jeg været specialist i klinisk psykologi. Desuden er jeg specialist i KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik), hvilket betyder, at min tilgang i terapien er kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende.

Jeg arbejder med unge og voksne ift.

  • Angst og OCD
  • Depression
  • Stress og belastningsreaktioner
  • Selvværds- og identitetsudvikling
  • Ensomhed
  • Sorg og krise
  • Sociale udfordringer
  • Arbejdsrelaterede problemstillinger

Størstedelen af mine terapiforløb er med unge mennesker i alderen 14-30 år, men jeg arbejder naturligvis med voksne i alle aldre. Alle samtaler tilrettelægges i et tæt samarbejde med den enkelte, og jeg holder fokus på, at vi arbejder i retning af de mål, vi sammen sætter. Jeg er meget optaget af, at du oplever dig respekteret og medinddraget i processen, da terapi er et samarbejde. Vi samarbejder om at nå derhen, hvor du ønsker.
Kontakt mig vedr terapi på ida@psykologviborg.com eller på sikker mail idapsykolog@protonmail.com

Kildehenvisning til KRAP: Lene Metner og Peter Storgård 2008 – Læs mere